Den canadiske rapper Tory Lanez er blevet kendt skyldig, og kan ende med at få 22 år bag tremmer.

Et nævningeting kendte fredag Tory Lanez skyldig i at have skudt Megan Thee Stallion, som også er rapper, i foden. Det skriver Ritzau.

LÆS OGSÅ: Justin Bieber står til at score milliardbeløb

Retssagen handler om en episode, der fandt sted i 2020 i et område i Hollywood Hills i Los Angeles.

Under retssagen har Megan Thee Stallion fortalt, at Lanez skød mod hendes fødder, mens råbte til hende, at hun skulle danse.

Efter sigende begyndte han at skyde, da hun var på vej ud af en bil, som både hun og Lanez havde kørt i.

Efterfølgende måtte hun en tur på operationsbordet på et hospital i Los Angeles, hvor hun fik fjernet fragmenter af ammunition i foden.

Lanez erklærede sig uskyldig, men endte med at blive dømt for overfald med et semiautomatisk våben samt at have affyret et våben med grov uagtsomhed.

Hertil er Lanez, hvis borgerlige navn er Daystar Peterson, også blevet dømt for at opbevaret et ladt og uregistreret våben i et køretøj.

Og der er tale om forbrydelser, der kan ende med at koste ham dyrt. Hans strafudmåling kommer til at finde sted d. 27. januar, hvor han risikerer at få op til 22 år bag tremmer.

LÆS OGSÅ: Tidligere Disney-stjerne anholdt igen

Tory Lanez blev fængslet umiddelbart efter fredagens retsmøde.