Lisa Marie Presley, der var datter af Elvis Presley, er død.

Sanger og sangskriver Lisa Marie Presley, der var Elvis Presleys eneste barn, er gået bort. Hun blev 54 år.

LÆS OGSÅ: Kanye West spottet på date med ny kvinde

Det oplyser hendes mor, Priscilla Presley, til magasinet People ifølge Ritzau.

“Det er med et tungt hjerte, at jeg er nødt til at dele den frygtelige nyhed om, at min smukke datter, Lisa Marie, har forladt os,” skriver Priscilla Presley i en udtalelse til People.

Torsdag blev hun hastet med ambulance fra sit hjem i Calabasas i Californien til et nærliggende hospital, efter et muligt hjertestop.

Det er meget pludseligt, at Lisa Marie Presley er gået bort. Det er ikke mere end få dage siden, at hun var til Golden Globes med sin mor og skuespiller Austin Butler, der har spillet rollen som Elvis Presley i filmen ‘Elvis’.

Lisa Marie Presley blev født i Memphis, Tennessee, den 1. februar 1968. Hun kom til verden ni måneder efter hendes forældres bryllup.

På daværende tidspunkt havde hendes far godt gang i sin karriere, men hverken Lisa Marie eller resten af verden fik glæde af ham i meget længere tid. I 1977 blev han vundet død i sit hjem i Memphis.

Ifølge Ritzau befandt Lisa Marie, der var ni år gammel på daværende tidspunkt, sig i hjemmet, da det skete. På det tidspunkt havde hendes forældre været skilt i fire år.

Ved hans død efterlod Elvis Presley en stor arv, som først Elvis’ far og dernæst Priscilla Presley blev bestyrere af.

I en alder af 25 år var hun den eneste tilbageværende arving til den store formue, som hendes far havde skabt sig. Dengang lød formuen på omkring 100 millioner dollars.

Senere forsøgte hun at gå i sin fars fodspor, da hun i løbet af sin karriere udgav tre album. Hun opnåede ganske vist en smule succes med dette, men bestemt ikke på samme niveau, som hendes far.

LÆS OGSÅ: Elon Musk slår verdensrekord: Flest penge tabt på et år

Hun havde fire forliste ægteskaber bag sig. Blandt andet var hun gift med den afdøde popstjerne Michael Jackson i lidt under to år. Derudover var hun også gift med skuespiller Nicolas Cage i omtrent tre måneder.