Og indehaveren af den noget tvivlsomme ære har tidligere været verdens rigeste mand.

Der er de verdensrekorder, men gerne vil have, og så er der dem, man nok ikke har den store lyst til at lægge navn til.

Under den sidste af de kategorier kan for eksempel være verdensrekorden for flest mistede penge på et år – og den verdensrekord er faktisk netop blevet kåret.

Den excentriske tech-milliarder, Elon Musk, der både ejer bilselskabet Tesla, rumfartsselskabet SpaceX og det sociale medie Twitter, har nemlig haft et mildest talt dårligt år, når man ser på hans finanser.

Fra november 2021 til december 2022 formåede Musk nemlig at miste – hold nu fast – 165 milliarder dollar. Det svarer til lige godt 1141 milliarder kroner!

Det skriver BBC.

Det alt andet lige imponerende økonomiske tab betyder, at Guinness World of Records, der står bag Guinness Rekordborg, har kåret Elon Musk som den person i historien, der har haft det største økonomiske tab på blot et år.

Faktisk kan tabet være endnu større. Ifølge The Guardian spekuleres der nemlig i, at tabet kan være helt oppe på 200 milliarder dollar – det vil svare til cirka 1382 milliarder kroner.

Ifølge Guinness World of Records er årsagen til rigmandens vanvittige økonomiske tab, at elbilselskabet Teslas aktier har haft et elendigt år på markedet.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters lå aktierne for Tesla på sit laveste niveau i 28 måneder i december 2022. På det tidspunkt havde bilselskabets aktier mistet hele 69 procent af deres værdi på bare et år.