Britiske Sting er kendt i hele verden. Og næste år kan han opleves i Danmark, da han gæster den fynske Heartland Festival.

Onsdag er Sting blevet præsenteret som en del af musikprogrammet på Heartland Festival i 2023.

LÆS OGSÅ: Afslører trist nyhed om Demi Moore

Den fynske festival, der finder sted ved Egeskov Slot, løber af stablen mellem den 8. og 10. juni næste år.

Og Sting er ikke det eneste stor navn, der er blevet offentliggjort. Festivalen får nemlig også besøg af Jack Johnson, Andreas Odbjerg, Nik & Jay m.fl.

Hos Heartland Festival er man rigtig glade for at have landet en aftale med Sting, som bliver beskrevet som ‘en af de største nulevende ikoner på den internationale musikscene’.

“Sting er et kæmpe Heartland hovednavn og en af de største nulevende ikoner på den internationale musikscene med et katalog af hits, der spænder mere end 40 år fra det tidlige The Police helt frem til hans soloudgivelser i dag. Der bliver med garanti fællessang og dans på Egeskov,” siger direktør og musikchef Ulrik Ørum-Petersen ifølge Ritzau.

Og det er da heller ikke til at komme udenom, at den i dag 71-årige Sting kan bryste sig af en yderst glorværdig karriere.

Gennem de mere end 40 år, hans karriere har strukket sig over, har han modtaget priser og hæder i massevis. Blandt andet er det blevet til intet mindre end 17 Grammy Awards.

LÆS OGSÅ: Jim Carrey er blevet bandlyst

Sting har flere gange gæstet Danmark, og det er ikke længe siden, at han sidst lagde vejen forbi. Det gjorde han nemlig i oktober i år, hvor han gav koncert i Royal Arena i København.