Det kendte rockband Depeche Mode kommer til Danmark. I juni næste år giver de nemlig koncert i Parken.

Ikke nok med, at Depeche Mode har ny musik på vej, så er de også på vej til Danmark. I 2023 får fans af det britiske rockband derfor mulighed for at opleve dem i Parken i København.

LÆS OGSÅ: Rapper måtte afbryde koncert: Skulle pludselig på toilettet

I forbindelse med næste år ‘Memento Mori Tour’ lægger de nemlig vejen forbi den danske hovedstad, hvor de giver koncert den 27. juni.

Det oplyser koncertarrangøren Live Nation Denmark i en pressemeddelelse.

Den kommende turné kommer i forlængelse af deres udgivelse af albummet ‘Memento Mori’, der forventeligt bliver udgivet i løbet af foråret næste år.

En stor del af albummet og koncerterne bliver dog til uden bandets medstifter, Andy Fletcher. I maj i år gik han nemlig bort i en alder af 60 år, men det vil kun gøre, at albummet har ‘et ekstra niveau af mening’ lyder det.

“Vi startede arbejdet med dette projekt tidligt i pandemien, og dets temaer var direkte inspireret af den tid,” siger guitarist Martin Gore i pressemeddelelsen.

“Efter Fletchs bortgang besluttede vi at fortsætte, da vi er sikre på, at det var det, han ville have ønsket, og det har virkelig givet projektet et ekstra niveau af mening,” fortsætter han.

LÆS OGSÅ: Selena Gomez slår fast: Det skal stoppe

Albummet ‘Memento Mori’ bliver det første studiealbum fra Depeche Mode i seks år. Der seneste album blev udgivet i marts 2017 under navnet ‘Spirit’.