Lisa Marie Presley gik torsdag bort i en alder af 54 år. Nu er det afsløret, hvor hun skal stedes til hvile.

Lisa Marie Presley, der var datter af legenden Elvis Presley, gik bort torsdag i denne uge. Hun blev 54 år.

LÆS OGSÅ: Prins Harry har udeladt episoder fra bog: De ville aldrig tilgive mig

Efter hendes død, har der været spekulationer om, hvor hun skal stedes til hvile. Nu er der ikke længere nogen grund til at spekulere i dette.

Ifølge en repræsentant for Lisa Maries datter, Riley Keough, skal hun nemlig begraves i Graceland, der var hendes fars hjem, der ligger i Memphis i Tennessee. Det skriver SE og HØR.

Lisa Marie Presley døde torsdag, efter at være blevet hastet til et hospital i Los Angeles, fordi hun efter sigende fik et hjertestop i sit hjem.

Hun kommer ikke til at være alene på sit sidste hvilested. Derimod kommer hun til at ligge sammen med sin søn, Benjamin Keough, der gik bort i en alder af 27 år i 2020.

Efterfølgende er det af en retsmediciner fra Los Angeles blevet konkluderet, at han døde som følge af selvmord.

“Lisa Maries sidste hvilested bliver i Graceland, ved siden af hendes elskede søn, Ben,” lyder det fra repræsentanten for hendes datter.

Foruden sin 33-årige datter, Riley Keough, efterlader Lisa Marie Presley sig også sine to tvillingedøtre, Finley og Harper, der er 14 år.

Det kom som et stort chok, at Lisa Marie Presley var gået bort, da hun blot to dage forinden var til stede ved prisuddelingen Golden Globes.

Lisa Marie Presley var den eneste datter af Elvis Presley, hvorfor hans bolig Graceland gik i arv til hende. Siden da er det blevet en populær turistattraktion.

LÆS OGSÅ: PETA er rasende på ‘Fifty Shades of Grey’-stjerne

Elvis Presley og flere andre medlemmer af familien er desuden også begravet i Graceland, hvor Lisa Marie Presley inden længe også vil blive stedt til hvile.