Den verdenskendte rapstjerne Lil Wayne sørger for tabet af den politibetjent, der reddede hans liv, da han var kun 12 år gammel.

Den femdobbelte Grammy-vinder har delt et opslag på det sociale medie Instagram, hvor han sender en række kærlige ord afsted til Robert ‘Uncle Bob’ Hoobler, der hjalp ham, da han forsøgte at begå selvmord i 1994.

LÆS OGSÅ: Jason Derulo køber millionvilla til ekskæreste

“Alt sker af en grund. Jeg var ved at dø, da jeg mødte dig på netop dette sted,” skrev rapperen sammen med et billede af Hoobler. “Du nægtede at lade mig dø. Alt, hvad der ikke sker, sker ikke af en grund.”

“Den grund er dig og tro. RIP Uncle Bob. Tante Kathie har ventet på dig. Jeg vil elske og savne jer begge og leve for os alle,” tilføjede han.

Den 65-årige Robert Hoobler blev fundet død i sit hjem i Louisiana fredag i sidste uge, skriver mediet Nola.com.

Hooblers barnebarn, Daniel Nelson, fortalte det amerikanske medie, at han for nylig havde fået amputeret begge ben, og at han var diabetiker.

LÆS OGSÅ: Netflix og Zac Efron sagsøges

Siden Robert Hoobler reddede Lil Wayne, efter hans selvmordsforsøg for næsten 30 år siden, har de holdt kontakten. Derfor har det også ramt den kendte rapper hårdt, at den tidligere betjent nu er afgået ved døden.