Fra den 30. september 2024 bliver det obligatorisk at logge ind på DRTV. Brugere, der ikke ønsker at logge ind, kan fortsat se DR’s flowkanaler på DRTV uden at logge ind.

I august 2023 lancerede DR et nyt og forbedret login til DRTV som led i DR’s strategi ’Sammen om det vigtige’. Med login til DRTV får danskerne et endnu bedre DRTV-tilbud.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ  DR-kendis Frederik Cilius: Tæt på at slå et barn ihjel

– Danskerne er et af verdens mest digitaliserede folk. Det stiller store krav til vores public service-opgave. Hvis DR også skal være relevant for danskerne i fremtiden, er det vigtigt, at vi hele tiden udvikler os. For at vi kan lykkes med det, kræver det en konstant fornyelse af både DR’s platforme og indhold, og her spiller login til DRTV en stor rolle. Det gør DRTV bedre og mere relevant for den enkelte, når man logger ind, siger Lasse Bastkjær Jensen, der er direktør for Strategi & Brugere i DR.

Alle kan være med

Langt de fleste danskere er vant til at streame, og det at oprette et login vil derfor være meget enkelt. Siden lanceringen af det nye login er der oprettet knap 1,2 millioner DR-logins, og tallet stiger uge for uge. Et DR-login kan bruges til DRTV og til alle DR’s øvrige digitale tilbud som DR LYD, børneapps, dr.dk med videre.

– Over en million har allerede et login, der kan bruges til DRTV. Det er rigtig, rigtig godt. Men vi må ikke glemme, at den digitale udvikling ikke er lige nem for alle grupper i samfundet, og derfor er vores altoverskyggende fokus på at sikre hjælp til dem, der har brug for det. Det gør vi blandt andet med gode og konstruktive input fra Ældre Sagen, som også har en lang række frivillige, der er blevet oplyst om tiltaget, fortæller Lasse Bastkjær Jensen.

LÆS OGSÅ  Trods faldene seertal: TV2 har ingen planer om at lukke program ned

Og netop for at sikre hjælp til dem, der kunne få brug for det, tager DR over de kommende måneder på tur rundt i hele Danmark for at hjælpe med at oprette login.

– Fra den 21. maj tager vi på tur rundt i Danmark og hjælper med at logge ind. Vi kommer til både Jylland, Fyn, Sjælland og Bornholm. Vi er i fuld gang med planlægningen, og vi sørger for at informere mere lokalt, når vi kommer til forskellige byer i landet, siger Lasse Bastkjær Jensen.

Mulighed for anonymitet

Når DR vælger at gøre det obligatorisk at logge ind på DRTV, så er det for at sikre det bedst mulige DRTV. Ambitionen er, at alle danskere skal have et relevant DRTV-tilbud, der lever op til deres forventninger til både indhold og funktionalitet.

– Når man logger ind, får man sin egen forside til DRTV. Der vil både være indhold, alle danskere kan være fælles om, og så vil der være indhold, der er mere relevant for den enkelte. Uanset om man ser DR-indhold på en tablet, tv eller mobil, siger Lasse Bastkjær Jensen.

DRTV vil hos brugere, der er logget ind, gå på to ben:

  • •Et samlende public service-tilbud placeret på fremtrædende pladser på DRTV. Det vil være indhold, hvor DR sætter fælles dagsorden og samler danskerne, og hvor brugerne kan mærke hvilken nyhedsdagsorden, der er vigtig.
  • •Et mere individuelt public service-tilbud, hvor udvalgte pladser i DRTV præsenterer indhold, som den enkelte bruger måske også kan være interesseret i.
LÆS OGSÅ  Afslører: Nu skal Sofie Linde og Mikkel Kryger danne par

Det er først og fremmest DR-redaktører, der dagligt prioriterer indholdet på forsiden af DRTV. Redaktørerne udvælger indhold på tværs af nyheder, aktualitet, dokumentar, kultur, underholdning og fiktion til alle danskere. Det kombineres med et input fra et anbefalingssystem, der også kan anbefale indhold på udvalgte pladser i DRTV.

Anbefalingerne på DRTV er baseret på, hvad brugeren tidligere har set og ikke på personlige oplysninger. DR beder om et navn og en e-mailadresse. Navnet kan være fiktivt, hvis man ikke ønsker at bruge eget navn. På den måde kan man være fuldt ud anonym, hvis man ønsker det.

Obligatorisk fra 30. september

Det obligatoriske login vedrører kun DRTV og ikke andre af DR’s digitale tilbud, og det gælder fra den 30. september 2024.

LÆS OGSÅ  Afslører: Hollywood ikon med store planer

Obligatorisk login på DRTV bliver gradvist indfaset på tværs af tablet, smart-tv, computer og mobil og altså ikke alle platforme på én gang. Brugere, der ikke ønsker at logge ind, kan fortsat se DR’s flowkanaler på DRTV og på traditionelt tv uden at logge ind.