Astronaut Andreas Mogensen modtog i går aftes Håndværkerforeningen Københavns fornemme ærespris. Det skete ved Andreas Mogensens sidste offentlige arrangement i Danmark i denne omgang.
Med æresprisen kommer Andreas Mogensen i godt selskab med blandt andre forfatter og journalist Puk Damgård, forsker og professor Lene Vestergaard Hau, forfatter Jussi Adler Olsen, instruktør Susanne Bier og zirkusdirektør Søren Østergaard.
Det oplyser Håndværker Foreningen i København.
Æresprisen bliver overrakt ved Håndværkerforeningens festlige medaljeuddeling, under overværelse af H.M. Dronning Margrethe.
Med æresprisen ønsker Håndværkerforeningen at hylde astronaut Andreas Mogensen for sit fantastiske virke.
”Det som Andreas Mogensen har præsteret, har kun ganske få mennesker i verden opnået. Det kræver dygtighed. Men også vedholdenhed og flid – og ikke mindst en ambition om at nå det ypperste. Derfor ønsker Håndværkerforeningen at hylde Andreas Mogensen for gennem sit arbejde og sin dedikation at vise, at ’alt er muligt’,” siger Per Vangekjær, der er formand for Håndværkerforeningen København og fortsætter.
”Med udnævnelsen af Andreas Mogensen til Årets Æreshåndværker ønsker Håndværkerforeningen også at synliggøre den tætte forbindelse mellem håndværksmæssige uddannelser og STEM-kompetencer, og understrege vigtigheden af, at flere unge vælger en sådan uddannelse,” siger Per Vangekjær.
Hædret sammen med årets dygtigste nyudlærte håndværkere
Andreas Mogensen bliver hædret som Æreshåndværker i forbindelse med Håndværkerforeningen Københavns årlige medaljeuddeling, hvor årets dygtigste nyuddannede håndværkere bliver fejret. I alt 90 unge håndværkere fik overrakt en sølv- eller bronzemedalje for deres svendeprøve, og samtidig blev der uddelt legater for over 1,2 millioner kroner.
Traditionen med at uddele Håndværkerforeningens medalje går helt tilbage til 1867. Men netop i år er det 100 år siden, at medaljeuddelingen første gang blev holdt på Københavns Rådhus.
Andreas Mogensen modtager et Æresmesterbrev og en sølvmedalje magen til den, de unge nyuddannede håndværkere får overrakt. Sølvmedaljen er den højeste udmærkelse, man kan få tildelt.