Armie Hammers karriere faldt fra hinanden, da der blev fremsat anklager om alt fra kannibalisme til voldtægt mod ham. Nu bryder han endelig stilheden.

I 2021 tog Armie Hammers liv en markant drejning, da han blev anklaget for både voldtægt, vold og endda at have tendenser til kannibalisme.

LÆS OGSÅ: Blev krævet milliarder i erstatning: Nu er sagen afgjort

Det medførte, at hans karriere faldt fuldstændig fra hinanden, hvorfor han mistede flere roller. Afsløringerne kom på et tidspunkt, hvor han havde godt gang i sin karriere.

To år er der gået, siden den 36-årige skuespillers liv blev vendt på hovedet, men først nu har han følt sig klar til at tale ud om de voldsomme anklager, der er blevet rettet mod ham.

Det er nyhedsbrevet Air Mail, der har talt med den tidligere Hollywood-stjerne, hvilket er blevet citeret af en lang række medier, herunder Page Six og TMZ.

I det nylige interview slår Hammer fast, at han var et ‘røvhul’, men han holder fast i, at han intet ulovligt har gjort. Derfor benægter han også at have voldtaget den kvinde, der er blevet kendt som ‘Effie’.

Selvom han holder fast i, at han ikke har overtrådt loven, benægter han ikke, at han har opført sig forkert over for flere af de kvinder, han har været involveret med.

“Jeg er her for at stå ved mine fejl, og tage ansvar for det faktum, at jeg var et røvhul, at jeg var egoistisk, og at jeg brugte andre mennesker til at få det bedre med mig selv, og når jeg var færdig med dem, så rykkede jeg bare videre,” sagde han.

Han fortalte også, at han har brugt tiden på at se indad, og at han i dag er en ‘sundere, gladere og mere afbalanceret person’. Det har blandt andet betydet, at han kan være der for sine børn ‘på en måde, som jeg ikke har været før’.

Derudover afslørede han også, at han som 13-årig blev seksuelt misbrugt af en præst, hvilket har haft indflydelse på hans ‘seksuelle interesser’.

LÆS OGSÅ: Tidligere barnestjerne i vildt karriereskifte

“Det gjorde, at jeg blev introduceret for seksualitet på en måde – en skræmmende måde – så det var helt ude af min kontrol. Jeg var magtesløs i situationen. Mine seksuelle interesser gik så til: ‘Jeg vil have fuld kontrol over situationen’,” lød det fra ham.