Nu er det slut.
Som led i opprioriteringen af det dansk-amerikanske samarbejde tiltræder Prins Joachim den 1. september stillingen som forsvarsindustriattaché på Den Danske Ambassade i Washington D.C. Stillingen er for tre år med mulighed for forlængelse.
Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet.
Det betyder, at det er slut for nu med Danmark for Prins Joachim, der venter snuden mod Den Danske Ambassade i Washington D.C. inden længe.
Det sker i kølvandet på, at Danmark i disse år styrker samarbejdet med USA på sikkerheds- og forsvarsområdet, herunder særligt på det forsvarsindustrielle område. USA er Danmarks vigtigste allierede og strategiske samarbejdspartner, og ansættelsen af Prins Joachim sker for at forstærke samarbejdet med USA.
Han skal som attaché skal dække USA og Canada. Stillingen er for tre år med mulighed for forlængelse.
Troels Lund, fungerende forsvarsminister, lægger heller ikke skjul på, at Prins Joachim passer ideelt til opgaven:
“USA er vores vigtigste allierede og samarbejdspartner. Det transatlantiske bånd er helt afgørende i den sikkerhedspolitiske situation, vi står i. Det er vores ambition, at styrke det forsvarsindustrielle samarbejde markant med USA, og Prins Joachim vil i høj grad bidrage hertil”.
Prins Joachim vil som forsvarsindustriattaché referere til Forsvarsministeriet og i det daglige virke til Ambassadøren og Forsvarsattachéen i Washington D.C. Som et led i opprioriteringen af det dansk-amerikanske samarbejde vil der samtidig blive udpeget en assisterende forsvarsindustriattaché.
Prins Joachim har et indgående kendskab til Forsvaret med bl.a. gennemførelsen af en militær lederuddannelse, erfaring som forsvarsattaché i Frankrig samt viden inden for det forsvarsindustrielle område, og det er kvalifikationer, han kan trække på i stillingen som forsvarsindustriattaché i Washington D.C.
”Jeg er stolt over, at jeg fortsat får mulighed for at repræsentere Danmark internationalt på sikkerheds- og forsvarsområdet. Det transatlantiske samarbejde er et højt prioriteret område, og jeg er beæret over, at man har fundet mig kvalificeret til opgaven,” siger Prins Joachim.
Prins Joachim vil fortsat varetage visse opgaver for Kongehuset i det omfang arbejdet som forsvarsindustriattaché tillader det.
Statsministeren vil fremsætte et forslag til Folketingsbeslutning om Prins Joachims modtagelse af årpenge udenfor riget, så længe han bestrider stillingen som forsvarsindustriattaché på Danmarks ambassade i Washington.