2023 blev et historisk år for den traditionsrige koncertkaravane Grøn, der både kunne fejre 40 år og melde totalt udsolgt for første gang nogensinde. Nu er arrangørerne bag festivalen, Muskelsvindfonden og Tuborg, klar til at løfte sløret for sommerens turnéplan, der spiller fra den 18.-28. juli. Jacob Haugaard og Simon TJ er traditionen tro værter på Grøn Scene, mens Mai-Britt Vingsøe og Dennis Ravn er årets værter på NOVA Scenen.

I mere end 40 år har Grøn prydet det danske sommerland med livemusik, kolde fadøl og et overskud, der går til Muskelsvindfondens arbejde med at skabe plads til forskelle. Sidste år blev det med historisk stor opbakning slået fast, at Grøn-publikummet er klar til at tage 40 år mere: for første gang nogensinde meldte Grøn nemlig alt udsolgt. Hvis man vil med i år, kan man sikre sig billet fra den 4. april, hvor den første artist også offentliggøres.

Det oplyser HAVE Kommunikation i en pressemeddelelse.

Muskelsvindfonden og Tuborg glæder sig til igen at komme rundt i det danske sommerland, og i dag offentliggøres planen for, hvor turen går hen.

Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden, udtaler:
“Grøn beviste i 2023, at vi står stærkere end nogensinde i danskernes bevidsthed. Selvfølgelig er den gode livemusik og traditionerne enormt vigtige, men vi ved også fra vores brugerundersøgelser, at det betyder enormt meget for vores gæster, at overskuddet går til Muskelsvindfonden. Nu er vi spændte på, hvordan publikummerne tager imod vores program for sommeren, der præsenterer toppen af dansk musik.

Christopher Bak Billing, sponsordirektør hos Tuborg, udtaler:
“Hos Tuborg elsker vi livemusik lige så meget som den almene dansker, og for mig er Grøn indbegrebet af, hvad livemusik og fællesskab kan sammen. Derfor glæder vi os helt vildt til endnu engang at skulle rundt med den festlige grønne karavane i hele Danmark.”

Større plads i Odense
Til sommer kan endnu flere gæster få lov til at opleve Grøn, da Odense Kommune udvider Dyrskuepladsen, så der bliver plads til flere gæster.

Når Grøn til sommer indleder sin turné, bliver første stop Tårnby. Herefter kører karavanen videre til Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved, og slutter af i Valby. Se den fulde turnéplan og datoer herunder.

Turnéplan 2024:
18. juli: Tårnby
19. juli: Kolding
20. juli: Aarhus
21. juli: Aalborg
25. juli: Esbjerg
26. juli: Odense
27. juli: Næstved
28. juli: Valby

Yderligere information om Grøn 2024 kan findes på groenkoncert.dk, og billetsalget starter den 4. april 2024.