Endelig er Alexander Ludwig og hans hustru tættere på drømmen om at blive forældre.

Efter tre spontane aborter kan skuespiller Alexander Ludwig og hans hustru Lauren Ludwig til maj byde en lille ny velkommen til verden.

Skuespiller Alexander Ludwig og hans hustru Lauren Ludwig venter sig.

Parret, der blev gift i 2020, har afsløret på Instagram, at de til maj kan byde en lille ny velkommen til verden.

Det har ellers ikke været nemt for de to at nå dertil, skriver skuespilleren.

“Det har været en lang vej, og vi ville vente til, at tingene så mere lovende ud,” skriver han om parrets overvejelser om, at dele nyheden om graviditeten.

Tre gange tidligere har parret nemlig mistet et barn. Senest skete det i maj 2022.

Dengang skrev “Hunger Games”-skuespilleren, at han ikke ønskede, at det skulle være noget at skamme sig over.

“Jeg har virkelig været frem og tilbage, når det kommer til at tage beslutningen om, hvorvidt jeg skulle dele det her eller ej. Men i sidste ende besluttede vi, at det er vigtigt, vi fortæller sandheden,” indledte han i et længere skriv.

Men nu kan de to altså se frem til at møde en lille Ludwig-baby om få måneder.

“Tak for støtten, vi kunne ikke være mere taknemmelige.”

Samtidig sender skuespilleren tanker ud til andre, der kæmper for at få et barn, og som har oplevet spontane aborter.

– Der er lys på den anden side af jeres rejse. I er ikke alene, slutter han.

Alexander Ludwig blev kendt for sin rolle i “Hunger Games” fra 2012, ligesom han blandt andet har spillet med i serien “Vikings”.