‘Jeg har ventet siden 1. februar’, fortæller TV-kendissen
Fredag den 28. juli klokken 00.01.
For flere tusinde unge er det øjeblikket hvor fingrene bliver krydset og klumpen i halsen bliver sunket.
Det er nemlig minuttet hvor de håbefulde unge får svar fra uddannelsesinstitutionerne, om hvorvidt de er kommet ind på drømmestudiet.
Men mens nogle desværre må vente et år eller håbe på kvote 2, så er der mange unge der kan juble over beskeden der er tikket ind i eboks-indbakken.
En af disse er ‘Årgang 0’-stjernen Stephanie Siguenza, der nu får sin drøm opfyldt. Hun er nemlig kommet ind på drømmeuddannelsen.
‘Jeg skal være sygeplejeske. Ligesom min mor og ligesom Annisette’ skriver hun i et opslag på hendes offentlige Instagram-profil, der også er fyldt med græde- og hjerte emojis.
I videoen hun har delt, ser man en spændt Stephanie klokken 23.59, der nervepirrende ser uret tikke ned, og svaret endelig kommer.
I et interview med Se og Hør fredag morgen kan en stolt og lettet Stephanie sætte ord på, at hun nu kan sænke skuldrene efter et halvt år i venteposition.
– Jeg er vildt glad og lettet på samme tid. Jeg har ventet siden 1. februar, så jeg er glad for, at der endelig er svar.
Hun skal dog vente til 1. februar på at møde ind på første skoledag, men det er også et bevidst valg fra hendes side.
– Jeg ønskede start til februar, fordi så følte jeg, at jeg lige kunne forberede mig selv. Og så arbejder jeg på en skole lige nu, som jeg kunne mærke, at jeg ikke lige var helt klar til at slippe endnu, uddyber hun til Se og Hør.
Det bliver Stephanies andet besøg på en videregående uddannelse, efter at have droppet ud af læreruddannelsen i midt-januar tidligere på året.
Den tragiske årsag var, at hun kort tid før jul havde mistet sin svigermor Annisette til et hjertestop, hvilket fjernede kendissens fokus fra studiebøgerne.
Nu skal den unge TV-kendes derfor følge i både mors og svigermors fodspor, når hun til vinter pakker computeren og gør sig klar til de første forelæsninger.