Nu er der ekstra god grund til at glæde sig til Tour de France
Hvordan lyder det, når Jonas Vingegaards sportsdirektør blæser til angreb mod Tadej Pogacar i Tour de France? Det kan du høre på TV 2 i sommerens udgave af verdens største cykelløb, hvor de fleste hold er gået med til at dele lyden fra deres radiokommunikation under etaperne.
Det skriver Ritzau.
TV 2s seere får lov at lytte med på radiokommunikationen under dette års Tour de France, som begynder 1. juli i Bilbao og slutter i Paris søndag 23. juli. Der bliver ikke tale om medhør, men om kurateret indhold, da det er en balance mellem at give seerne noget ekstra uden at ødelægge strategierne for de medvirkende hold.
– Det er et spændende, nyt element, som jeg håber, kan give noget ekstra til vores dækning af Tour de France, siger TV 2s cykelkommentator Dennis Ritter.
I praksis fungerer det ved, at det franske tv-selskab France Télévisions, som producerer Tour de France, får frit adgang til kommunikationen, som bliver samlet i deres sendevogn. Her sidder nogle moderatorer i tv-produktionen, der vælger, hvilke informationer der kan deles, og hvornår det er mest hensigtsmæssigt at dele dem. Herefter vil det blive vist på skærmen med en grafik med tekst og en lydfil, så seerne kan høre, hvad der blev sagt mellem rytterne og sportsdirektørerne i bilerne. Ligesom mange kender det fra Formel 1.
– Vi håber, det vil give danskerne et endnu større indblik i det taktiske spil på holdene i Tour de France. I forvejen er vores kompetente kommentatorer og eksperter fantastisk dygtige til at forklare det, men det skulle gerne give ekstra kolorit på hele seeroplevelsen at høre en sportsdirektør blæse til angreb eller bande over, at et udbrud ikke er kørt ind endnu. Vi prøver hele tiden at optimere vores produkt og håber, at det her er en knap, som der kan skrues op for, siger John Jäger, som er TV 2s chefredaktør på Tour de France.