Det nytter alligevel ikke noget, mener Stig Rossen, og derfor stopper han nu med det.
At misbruge andres identitet på sociale medier er strafbart, og man kan faktisk få op til et halvt års fængsel for at gøre det.
Det er noget, der står Stig Rossen nært, da han tidligere har meldt en Instagram-profil til politiet, da den udgav sig for at være ham.
Ikke nok med det lykkedes det også for den falske Instagram-bruger at lokke penge ud af folk, der troede, at de var i kontakt med det danske sang-ikon.
Nu kommer Stig Rossen med en udtalelse til B.T.:
“Jeg har været i kontakt med politiet, og så vidt jeg ved, så kan de ikke gøre noget”, fortæller han under pressemødet til sin nye musical ‘Askepot’.
Falske profiler er nogle Stig Rossen har oplevet flere af, men specielt én falsk profil var han nødsaget til at få stoppet.
Profilen påstod nemlig, at den var Stig Rossens ‘personlige chatkonto kun for fans’.
Bagmanden til profilen udnyttede den falske profil til at lokke penge ud af Stig Rossens mange beundrere.
Sådan beskrev bagmanden det i hvertfald selv, da vedkommende direkte indrømmede over for Stig Rossen, at penge fra de mange fans var formålet med den falske bruger.
Det fik Stig Rossen til at gå til politiet:
“Jeg melder det til politiet, for det er ulovligt at udgive sig for at være andre på nettet. Jeg er nødt til at gå til politiet og vise den her besked, for det viser forhåbentligt, at personen ikke bare gør det for at lege Stig Rossen, men også har en ond intention med det”, fortæller han.
Hos politiet var der desværre ikke meget hjælp at hente, og problemerne med Instagram fortsætter stadig den dag i dag for den 60-årige stjerne.
Stig Rossen er dog stoppet med at gå til politiet, da det ikke nytter noget. Men han fortsætter den evige kamp med at anmelde de falske brugere på Instagram.
Stig Rossen melder også afslutningsvist, at Instagram har for slappe retningslinjer og for slap en håndhævelse af de regler, som de selv har sat op.