Der er stadig ledige pladser til at komme med til gallafest i anledningen af Prins Christians 18 års fødselsdag

Prins Christian fylder 18 år inden længe, og det skal naturligvis fejres.

Dronning Margrethe har inviteret til gallafest, og som noget helt særligt er der mulighed for almindelig danskere at komme med til festen. Og pladserne er ikke fyldt op endnu.

Det er kommunerne landet rundt, der hver især har fået to pladser, de kan udlodde. Og det er stadig muligt i flere af disse kommuner at få en plads.

Beslutningen, om hvem der skal have pladserne, er nemlig ikke truffet flere steder. Det skriver DR.

Det er dog ikke hvem som helst, der er blevet inviteret med. Kommunerne stiller selv kravene til ansøgningerne, men det eneste formelle krav, fra kongehusets invitation, er, at det skal være unge på 18 år.

I Lolland kommune er de to unge allerede fundet, det skete ved en regulær lodtrækning blandt alle de 422 18-årige i kommunen. Safran Wendelbo var en af de heldige, og hun tøvede ikke med at sige ja.

I en pressemeddelse fra kommunen udtaler hun:

– Det er stort, at kongehuset giver helt almindelige mennesker som mig mulighed for at være med til en royal fødselsdag. Jeg ved ikke helt præcis, hvad jeg skal forvente, men jeg er ret sikker på, at det bliver en oplevelse, jeg aldrig kommer til at glemme.

Københavns Kommune og Tønder Kommune er nogle af de kommuner, der ikke har fundet deres unge mennesker, der skal til fest, endnu.

Men hvordan kommer man så i betragtning til en af pladserne?

Nogle kommuner har lavet et oplag på deres hjemmesider eller Facebookprofil. Andre har sendt en invitation ud til de unge via e-boks.

Men ansøgningsfristen nærmer sig de fleste steder. Så hvis man vil med til festen, skal man derfor skynde sig at finde frem til sin egen kommunes krav.