På onsdag, d. 8 marts er det igen tid til at smøge ærmerne op og dykke ned i det spændende indretningsprogram.
Nu kommer der atter en sæson af ‘Sommerdrømme’, hvor vi kan smøge ærmerne op og dykke ned i spændende indretsningstendenser.
Når fjerde sæson af ‘Sommerdrømme’ lige om lidt løber hen over vores skærme, bliver det som noget nyt med Lene Beier i rollen som vært.
Den garvede vært skal styre slagets gang i stedet for Pelle Emil Hebsgaard, når fire nye par skal dyste om at vinde et sommerhus til en værdi af tre millioner kroner.
I dette års sæson befinder husene sig på smukke Nordfyn, og i otte programmer skal de fire modige par med 300.000 kroner så forvandle et nyt Skanlux-hus til deres helt egen drøm af et sommerhus.
Hver uge inviterer Lene Beier parrene ud til en “sommerdyst”, hvor de her har mulighed for at vinde en ekstra time at arbejde i.
I sommerdysterne skal der blandt andet malkes køer og laves fynsk rygeost.
Det dygtige dommerpar er indretningsekspert Camilla Kjems og tømrermesteren Patrick Bentsen, som hver uge skal bedømme de enkelte rum.
Det par, som har lavet det bedste og mest personlige rum, vinder altså uge opgaven og 10.000 kroner til at shoppe for i skuret.
“Jeg glæder mig sindssygt meget til at se kreative skills. Jeg foventer jo, at man kan lidt på fodpaneler, lister og så videre. Det er lidt standard. Jeg er megaspændt og håber, at jeg kan blive positivt overrasket,” lyder det fra Patrick.
Den garvede tømrermester er ny i dommer-duoen, mens Camilla Kjems har været med fra start. Som tidligere chefredaktør for magasinerne Femina og Indret har hun store forventninger til deltagernes kreativitet og indretning i år.
“Dét, jeg glæder mig til at se rigtig meget af i år, det er personlighed. Jeg elsker at se en sjæl folde sig ud i et rum,” siger Camilla Kjems.
Sæson 4 af ‘Sommerdrømme’ kan ses på TV2 PLAY fra onsdag 1. marts og på TV 2 onsdag 8. marts.