Sofie Linde er vred på DBU, efter at have set DRs nye dokumentar.
Adskillige kvindelige fodboldspillere kæmper med alvorlige psykiske lidelser i Danmark. Det viser dokumentaren “Fodboldens usynlige syge”, som DR står bag.
Dokumentaren, der viser en ensom kamp udenfor banen, har fået Sofie Linde op af stolen.
Det skriver SE og HØR.
“Jeg er vred på DBU over at have behandlet fodboldkvinderne dårligt,” siger Sofie Linde i podcasten ‘VOXEN‘, som hun har med Frida Brygmann, efter at have set dokumentaren.
“Jeg kan ikke have det. Jeg synes, det er forfærdeligt,” tilføjer hun.
DBU kritiseres for deres miljø, der har været alt for hårdt. I dokumentaren fortæller flere landsholdsspillere om problemer med blandt andet tvangsmotion og anoreksi efter offentlige vejninger i DBU-regi.
Og det gør Sofie Linde trist og rasende.
Hun forstår ikke, hvorfor der ikke er nogen, der har taget ansvar for de danske kvindelige fodboldspillere og elitesportsudøvere.
Dybt beklageligt
Hos DBU kalder fodbolddirektør Peter Møller det for “dybt beklageligt”, at fodboldspillerne står tilbage med sådan nogle oplevelser. Og han betvivler ikke deres udsagn:
“Det var en fejl at lade et papir ligge fremme i 2013. Men det har aldrig været med fokus på vægt, men i forhold til væskemangel og præstationsfremmende tiltag. Det blev kommunikeret til spillerne, men åbenbart ikke godt nok,” siger Peter Møller ifølge TV 2.