Sofie Linde meddeler, at den igangværende sæson af ‘X Factor’ bliver hendes sidste.

‘X Factor’ er godt i gang med six chair challenges i programmets 16. sæson på TV 2, men når vært Sofie Linde til februar træder op på livescenen, bliver det sidste gang.

Det oplyser den populære vært i et opslag på Instagram.

‘Jeg husker tydeligt den forårsdag for efterhånden mange år siden, hvor Jan Lagermand Lundme fangede mig under metrostation ved DR Byen og fortalte, at jeg fik lov til at være vært på ‘X Factor’. Det var min største værts-pigedrøm – Og boy oh boy hvor har jeg elsket at lave det alle årene både på DR og siden på TV2′, skriver hun i opslaget og fortsætter:

‘Efter denne sæson af ‘X Factor’ har jeg valgt at værts-stafetten skal gives videre. Omend det ikke har været nogen let beslutning, så føles den rigtig – og en smule spændende – nede i maven.’

Artiklen fortsætter efter opslaget …

Lover fest
Sofie Linde glæder sig dog til at fyre op for festlighederne på TV 2 en sidste gang.

‘Vi står heldigvis lige på dørtrinnet til denne sæsons liveshows – og jeg glæder mig rigtig meget til at træde op på scenen med de dygtige deltagere og dommere en sidste gang’, skriver hun i sit opslag.

Sofie Linde har været vært på ‘X Factor’-showet siden 2016 kun afbrudt af en periode på barsel, hvor Lise Rønne overtog teten for hende.