Realitystjernen Sidney Lee var måske ikke den mest pålidelige kilde, når det kom til sandheden. Det fremstår tydeligt, når man ser TV 2 Echo-dokumentaren “Sidney”. Den har premiere i dag.

Sidney Lees stemme er genskabt ved hjælp af kunstig intelligens, ligesom venner og familie står frem i dokumentaren. Sammen beskriver de Sidneys succeser og fiaskoer.

Ifølge Sidneys mor, Bente, havde sandheden ikke nogen høj prioritet for hendes søn:

“For os er det rigtig vigtigt, at man lyver ikke – man siger det rigtige. Sådan tror jeg altså ikke, det var i hans verden.”

Selv Sidneys venner er klar over, at nogle af hans historier ikke var sande. En tur til USA med veninden Maya blev f.eks. beskrevet som flere års ophold i landet. Ifølge Maya var dette blot en af Sidneys mange “røverhistorier”.

Ikke desto mindre beskriver vennerne, hvordan Sidneys verden var en dejlig og bekymringsløs en. Det var som at være sammen med sin bedste ven, når man var 12 år.

Sidneys mor forklarer også, hvordan hun altid har haft et tæt forhold til sin søn, og hvordan hun har følt en helt særlig forbindelse til ham på grund af hans anderledes personlighed:

“Når man kan mærke, at barnet er anderledes, så giver det en ekstra moderstreng, vil jeg sige. Fordi man kan se, at det her barn skal måske også beskyttes lidt.”