Snart vender Shu-bi-dua tilbage – men bandet har givet et vigtigt løfte til Bundesens familie.

Den 26. august bliver en stor dag for Tivoli.

Her vender et af Danmarkshistoriens største bands Shu-bi-dua nemlig tilbage i pragtformat, når det helt store 50-års jubilæum finder sted ved en særlig LørdagsHits-koncert.

Men naturligvis bliver det uden et af de mest fængende navne på scenen. Fans landet over måtte i 2020 tage afsked med stemmen bag Shu-bi-dua, Michael Bundesen, efter han blev ramt af to blodpropper i 2011 og derefter måtte trække sig fra bandet. Han endte med at sove stille ind den 8. november 2020 efter et kortvarigt kræftforløb.

Derfor har bandet holdt en pause fra plader og koncerter, og Shu-bi-dua navnet har ligget på is i over et årti.

Men nu vender flokken tilbage i bandets nye format, Shu-bi-dua 2.0. Og selvom Bundesen ikke længere vil være at opleve på scenen, så er han fortsat en stor del af den ikoniske gruppe.

Faktisk har resten af bandet givet et løfte til Bundesens familie, inden de første koncertbilletter overhoved blev sat til salg.

– Vi har jo spillet sammen ellers, men kunne ikke drømme om at kalde os Shu-bi-dua. Her tog vi Bundesens børn med på råd, og de har givet deres velsignelse til det nye navn, fortæller bassist Kim Daugaard til Newsner Danmark.

Helt speciel gæst med på scenen

Det nye Shu-bi-dua line-up består nu af Michael Hardinger, Kim Daugaard, Jørgen Thorup, Kasper Daugaard, B-Joe og Flemming Olsen. Men derudover får de garvede herre også fint besøg til den store jubilæumskoncert.

Ingen ringere end TV-lægen Peter Qvortrup Geisling vil nemlig agere vært for Tivoli-koncerten, hvor han også vil være inkluderet som en humoristisk del af showet.

– Jeg er Danmarks største Shu-bi-dua-fan, og vi har lavet en sjov video, og så er det meningen, jeg skal fortælle jokes og anekdoter, siger TV-lægen til mediet.

Udover de gamle klassikere har bandet også skrevet en ny sang med titlen “Guld og grønne skove”, som vil blive spillet for første gang for Tivoli-gæsterne.