Det ikoniske band deler stor nyhed med de mange fans.

Michael Bundesen, der var frontmand i det danske band Shu-bi-dua, døde i 2020, men nu udgiver de andre medlemmer ny musik under bandnavnet Shu-bi-dua 2.0.

Når bandet indtager Plænen i Tivoli den 26. september, er det ikke kun hits som ‘Sexchikane’ og ‘Vuffeli-Vov’, publikum kan glæde sig til at høre.

Shu-bi-dua 2.0 spiller nemlig også en helt ny sang for første gang.

Det skriver BILLED-BLADET.

“Vi kan røbe, at der bliver premiere på en helt ny Shu-bi-dua sang som hedder “Guld og Grønne Skove”, som vi ser meget frem til at spille første gang,” skriver guitarist og en af de primære sangskrivere, Michael Hardinger, i en pressemeddelelse.

Shu-bi-dua 2.0 består af en sammensætning af tidligere Shu-bi-dua-medlemmer, herunder Michael Hardinger, Kim Daugaard og Jørgen Thorup.

Bandet har også haft fornøjelsen af at byde velkommen til et nyt talent i form af Kim Daugaards søn, Kasper, på klaveret. Kasper har tidligere spillet med det danske band Lukas Graham, der har den danske forsanger Lukas Forchhammer i spidsen.

Derudover tæller det Flemming Olsen på trommer og B-Joe, der spiller guitar.

Rock, grin og tårer

Michael Hardinger har også udtrykt sin entusiasme over den kommende begivenhed:

“Det er noget særligt for alle bands at stå på Plænen sammen med tusindvis af publikummer, der vil synge med, så lad os da lave en fest sammen og lægge en smuk sommeraften i seng […] Der bliver en koncert med rock, grin og tårer med de største hits, men også med de mere sjældne Shub-perler fra skattekisten.”

Shu-bi-dua 2.0 har fået velsignelse og applaus fra Bundesens efterkommere.