Den unge dansker har fået ros for ‘indholdet i badmintontasken’
Atleter og sportsfolk har ofte deres egne hellige ritualer: den rigtige farve sko, forskelligt-farvede sokker, et isbad før opgøret mm.
Hele Danmarks tennisknægt Holger Rune har sin egen lille lykkeamulet med i træningstasken, der har fulgt ham tykt og tyndt de seneste år.
På et pressemøde forud for Wimbledon kunne danskeren afsløre, at nede sammen med drikkedunken og svedbåndene, lå en lille bamse – men ikke et hvilket som helst plysdyr.
Der er nemlig tale om en ‘Ternet Ninja’-bamse, som stammer fra komikeren Anders Matthesens vanvittige underholdningsunivers.
Danskerne har kunne følge den lille morderiske bamse både i børnebogsform og på det store lærred, da de populære bøger blev lavet til hele to succesfulde spillefilm.
Og den lille karakter ser tydeligvis ud til at være faldet i god smag hos den 20-årige tennisspiller, der nu tager den lille maskot med sig overalt han spiller.
‘I kender godt filmene, ik? Geniale film. Jeg har ninja-dukken i tasken, fordi den har bragt mig lykke. Så ja, den er stadig med mig’, lød udtalelsen fra danskeren forud for den engelske grand slam-turnering.
Og i bedste Matthesen-manér, så havde komikeren også en returbold klar til tennisstjernen, da B.T. bad om en udtalelse fra skaberen af ‘Ternet Ninja’-verdenen – og naturligvis var den rullet og dyppet i sarkasme og ironi a la Anden.
‘Det er herligt, at Holger Sune har Ternet Ninja med i sin badmintontaske. Ternet Ninja er jo netop skabt som en karakter med nogle værdier, der skal inspirere børn og unge til at gøre sig umage og gøre det bedste, de kan (..) Jeg håber, Holger vinder Champions League. Jeg har også selv spillet padel to gange, så jeg ved godt, hvor svært det er og ønsker ham held og lykke’, lød de ‘rosende’ ord fra Matthesen.
Om hvorvidt ‘Sune’ går hele vejen, må tiden vise. Først skal han have afsluttet hans første Wimbledon-match for i år, mod englænderen George Loffhagen.
Men for at kampen kan afgøres, skal regnen først ophøre, og spillerne kan endeliggøre opgøret.