Det er netop kommet frem, at hendes majestæt har en helt speciel gave klar til den unge tronfølger
Den 15. oktober fylder prins Christian, den ældste søn af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, 18 år.
I forbindelse med den store dag har kongehuset allerede nu offentliggjort en lang række festlige planer, der vil finde sted. Blandt andet kan prinsen se frem til et stort gallataffel på Christiansborg, hvor to unge i samme alder som prinsen fra hver kommune i landet samt Grønland og Færøerne vil deltage i festlighederne.
Festinvitationen var blot et af mange punkter man kunne læse i kongehusets nyhedsbrev, der detaljeret beskriver hvad der ville finde sted på den store dag.
Men ét punkt er især værd at hæfte sig ved.
Den 14. november skal den unge prins nemlig deltage i sit første møde i Statsrådet.
”Prins Christian deltager i møde i Statsrådet, hvor Prinsen vil afgive en såkaldt højtidelig erklæring om at ville overholde grundloven. Prins Christian vil herefter kunne udpeges som rigsforstander. Prins Christian vil ikke få sæde i Statsrådet, før et tronskifte har fundet sted”, står der forklaret i nyhedsbrevet på kongehusets hjemmeside.
Dette kommer bag på selv BILLED-BLADETs kongehusekspert og hofreporter, Marianne Singer.
– Det var en overraskelse for mig, at det sidste punkt om mødet i Statsrådet, og at prins Christian bliver rigsforstander, er med (…) Det er ikke en selvfølge, at det punkt er på programmet, da han ikke er tronfølger. Jeg ser det som en stor tillidserklæring fra dronning Margrethe til sit barnebarn prins Christian. En særlig 18-års-gave, om man vil, fortæller en begejstret Singer til mediet.
Kongehuseksperten ser det som mere end blot en fødselsdagsgave på den store dag: det er en forsmag på fremtiden, og hvad den kommende regent går i vente, selvom det er en smule uortodoks.
– Det markerer prins Christians særlige position og afspejler den rolle, som venter ham i fremtiden (…) Dronning Margrethe og kronprins Frederik blev begge en del af Statsrådet og blev rigsforstandere, da de fyldte 18 år, men de var også begge tronfølgere. Det er prins Christian jo ikke endnu, forklarer Marianne Singer.
Om hvorvidt prinsens tre andre søskende, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine får samme rolle som rigsforstander i fremtiden, må tiden vise.