Den populære vært bryder helt sammen.
Sammen med otte andre kendte danskere, er Sarah Grünewald taget til Sydkorea, hvor de i 12 dage skal udfordres både fysisk og psykisk.
I går blev det femte afsnit sendt, og her er deltagerne nået halvvejs i den 12 dage lange tur.
I gårsdagens program begynder det at krakelere for de første i gruppen. Hos nogen er årsagen den hårde fysiske belastning, mens det for andre er savnet til dem hjemme.
Det skete blandt andet for Sarah Grünewald, som endte med at bryde sammen. Årsagen til sammenbruddet var det store savn til sønnen Luis.
Det skriver BILLED-BLADET.
Sarah Grünewald har sønnen Luis på syv år, sammen med eksmanden Rasmus Backhaus. Og selvom de to er vant til at Luis bor en uge hvert sted, så plejer de at have meget kontakt i hverdagen.
“Jeg savner min søn. Det fylder, at vi er halvvejs, for savnet til min søn er enormt. Men lige i dag har det næsten været ubærligt,” lyder det fra den tidligere ‘Vild med dans’-vært.
Hun konstaterer dog samtidig, at programmet har lært hende noget rigtig vigtigt.
“Jeg kan allerede nu mærke, at de her dage har gjort mig til en bedre mor,” lyder det fra Sarah Grünewald, som herefter uddyber:
“Alt det, min søn synes er svært, skal gentages, for hvis han kan lære at deale med de ting nu, er han langt mere rustet, end jeg var, til livets naturlige, men vigtige og hårde slag.”
Du kan se ‘Shaolin’ mandag kl. 20.00 på TV 2 og på TV 2 Play.