Rikke Poulsen indstiller målmandsposten ud på grund af genstridig knæskade.
Rikke Poulsen stopper karrieren og skal i stedet udfylde en rolle som målmandstræner i klubben.
Efter næsten 20 år som målmand på højeste niveau skifter Rikke Poulsen til en lidt anden rolle end hun har haft.
Hun skal nu have rollen som målmandstræner i Team Esbjerg i resten af sæsonen.
Det skriver Team Esbjerg på sin hjemmeside.
Allerede i oktober i 2021 bebudede den nu 36-årige keeper sit karrierestop, men hun blev siden overtalt til at tage en sæson mere.
Men en skade har sat en stopper for at gennemføre sæsonen på banen.
“Jeg fik en knæskade i november, som jeg har forsøgt at kæmpe mig tilbage fra, men knæet arter sig ikke, som jeg har ønsket. Jeg mærker smerter efter kampe og tegn på overbelastning, og jeg vil også gerne have et aktivt liv efter håndboldkarrieren.”
“Derfor har jeg besluttet at give knæet ro og gå trænervejen, som jeg hele tiden har haft i tankerne som en mulighed for at blive i sportsverdenen,” siger Rikke Poulsen, 36 år.
Cheftræner Jesper Jensen ser frem til at gøre brug af hendes enorme erfaring i en anden rolle.
“Rikke har en erfaring og et kendskab til denne niche inden for trænerbranchen, som vil komme hende til gavn, når hun i de næste måneder skal arbejde med at dygtiggøre to af verdens største talenter på positionen,” siger Jesper Jensen.
“Jeg er taknemmelig for at have haft dygtige målmandstrænere i mange år. De har haft hver sin stil, og dem vil jeg tage det bedste fra, tilføre mine egne ideer fra en lang karriere og videreudvikle det til min egen måde at træne målvogtere på. Herunder også den mentale dimension, for det kan være ensomt at stå i målet. Jeg er sikker på, at jeg får et godt samarbejde med Milling og Anna,” siger Rikke Poulsen.
Rikke Poulsen indledte karrieren i Team Tvis Holstebro, og før skiftet til Esbjerg i 2019 var hun også forbi SK Aarhus, Vejen EH og Viborg.
Hun er noteret for 73 A-landskampe for Danmark.