Ifølge deltagerne i det populære program, er der blevet manipuleret med virkeligheden. Nu reagerer DR på beskyldningerne.
DR samt produktionsselskabet BLU har fået ørerne i maskinen.
Den seneste sæson af det populære – og omdiskuterede – program “De dyre piger” ruller for tiden over skærmen på DR og DRTV. Her kan seerne få et indblik i livene hos de unge kvinder, der nyder livet med dyre shoppingvaner og jetset livsstil.
Men ifølge to af programmets deltagere, Sabrina Sau og Ida McKenna, så er det hvad der sker væk fra kameraerne, der burde blive vist i medierne.
Sau og McKenna kritiserer nemlig produktionen for at manipulere optagelser, samt presse deltagerne til at dele private detaljer med offentligheden.
Det fortæller de to ‘dyre piger’, da de medvirkede i radioprogrammet ‘RealityRadio’ på 24syv.
– Jeg har følt det som en skrækkelig oplevelse, det har slet ikke været fedt eller sjovt for mig at lave fjernsyn (…) Den sved at se i fjernsynet, for det er ikke fair, forklarer Sabrina Sau i programmet.
Blandt de manipulerede ændringer fra produktionen, kan Sau for eksempel fortælle hvordan folkene bag bad hende om at nævne nyprisen på hendes Prada- og Gucci-tasker, selvom det ikke er det fulde beløb hun i tidernes morgen skulle hoste op med. Samtidig blev hun lovet af produktionen, at det i programmet ville fremgå, at den ene taske var givet til hende i gave, og den anden var sat ned til halv pris. Dette skete dog ikke.
Begge kvinder fortæller også om, hvordan folkene bag programmet forsøgte at trække private informationer ud af deltagerne, så som hvor mange penge de brugte om måneden. Ifølge de to unge kvinder tog produktionen ikke et nej for et nej.
DR: ‘Der har været forskellige opfattelser’
24syv har sidenhen været i kontakt med Linda Etgar, der er områdechef for DR Ung TV. Her fortæller den DR-ansvarlige at dokumentarserier altid træffer redaktionelle beslutninger, for at skabe den bedst mulige struktur. Dog er hun dybt uenig i deltagernes kommentarer om, at serien er manipuleret og fordrejer sandheden.
– Det gør stort indtryk på mig, at vi har to medvirkende, der synes, det har været kritisabelt at være med i vores produktion. Det vil vi gøre alt for at undgå. Men der har været forskellige opfattelser af en del af de her situationer (…) Det er aldrig ok, at vores medvirkende skal stå tilbage og føle, at de er blevet presset til at sige eller gøre noget. Og vi har en evalueringsproces, hvor vi evaluerer vores programmer og processen bag programmerne, og der tager vi selvfølgelig den her kritik, som de (Sabrina Sau og Ida McKenna, red.) har rejst, med, fortæller Etgar til radioprogrammet.
Den nuværende sæson af ‘De dyre piger’ er den tredje sæson af slagsen.