Den danske landsholdskomet trækker vilde klubskifte-overskrifter – men ikke kun hos én klub

Vi herhjemme har i dén grad fået et godt øje for den 20-årige målmaskine.

Efter et fænomenalt hattrick mod Finland i Parken den 21. marts samt en enkel bold i kassen mod Kasakhstan, er Rasmus Højlund hurtigt blevet det helt store navn, børn og unge vil have på ryggen af deres nyindkøbte spillertrøjer.

Og tydeligvis følger udlandet nøje med.

Efter en beundringsværdig debutsæson i den italienske topklub Atalanta, har klubber rundt omkring i Europa også bidt mærke i danskerens evner på banen.

Tidligere gik der rygter om et potentielt skifte til den legendariske England-klub Manchester United i løbet af sommeren, hvilket hverken er blevet be-eller afkræftet.

Nu er nye rygter om et fremtidig klubskifte kommet til overfladen – og denne gang skal Højlund ikke forlade den italienske Serie A.

Det italienske sportsmedie Gazetta.it kan nemlig bringe nyheden om, at Rasmus Højlund nu også er rygtet til at blive det næste talentindkøb for storklubben Juventus, der forventes snart at kunne præsentere Christano Giuntoli som klubbens nye sportschef, efter en succesfuld tid hos rivalen Napoli.

Ender forventninger med at blive realiteter, og Giuntoli får nyt kontor hos Juventus, så skal der ikke hviles på laurbærrene.

Giuntolis første store opgave bliver at trimme unødvendig ballast fra spillerbænken. Især holdets stjerneangriber Dusan Vlahovic står til at blive solgt til en meget indtjenende pris for klubben – penge som vil blive sendt i Højlunds retning.

Ifølge det italienske medie står Højlund nemlig øverst på Giuntolis liste over potentielle angrebsspillere, som han gerne ser trække i den sort/hvid-stribede spillertrøje.

Den unge dansker står derfor med et meget hæderligt tilbud i hånden: Juventus’ fremtidige frontangriber, efter Vlahovic takker af fra klubben.

Højlunds nuværende klub, Atalanta, sluttede den seneste sæson på Serie As femteplads i tabellen, hvor Juventus endte på en skuffende syvendeplads.