Der er et klart budskab bag den kommende regents beslutning, mener kongehuskommentator.
Det er heldigt for den 17-årige prins Christian, at forældreparret har en årsindkomst på knap 22 millioner skattefri kroner. Det er nemlig lommepenge fra mor og far at den unge prins skal leve af.
Der kommer nemlig ikke til at tikke en eneste skilling ind fra statskassen, når Christian fylder 18 år den 15. oktober.
Det skriver Ekstra Bladet.
Tidligere på sommeren kom det frem at den unge prins ikke kan se frem til den royale apanage, som han egentlig er forpligtet til når han fylder 18 år, men i stedet skal vente til hans 21. fødselsdag.
Og nu kan kongehusets kommunikationsafdeling informere mediet om, at den unge 3.G gymnasieelev også har takket nej til den statsstøttede SU.
Til sammenligning modtog hans far, kronprins Frederik, 920.000 kroner årligt i apanage, den dag kalenderen viste den 26. maj 1986, og han han selv fyldte 18 år. Men ifølge Ekstra Bladets kongehuskommentator, Kim Bach, er prins Christians rykkede apanage et fornuftigt og bevidst valg fra kongehusets side.
– Kongehuset såvel som Statsministeriet er meget bevidste om, at økonomi betyder meget. De ved, at befolkningen i større udstrækning end før er opmærksom på det (…) Hvis de kræver for meget, så det kommer til at lugte af grådighed, så vil opbakningen i befolkningen falde, vurderer Bach.
Samtidig mener kongehuskommentatoren, at idéen om at have en kommende konge på SU ville være et umanerligt ufornuftigt valg.
– Det havde været et ekstremt dumt signal, hvis han ville have den ‘tusse’. Hans forældre har rigeligt, det ved vi, og de har kunnet forsyne ham med lommepenge hidtil. Bare fordi prins Christian fylder 18, er der ikke noget, der har ændret sig for ham. Det havde været grænsende til idioti, hvis han havde taget pengene, mener Bach.
Christian står dog til at få genovervejet rettigheden til apanage, skulle kronprins Frederik blive tronfølger før den gymnasieaktive prins fylder 21 år.