Daniel ‘Lone Wolf’ Rosendahl er tidligere paradiso, men nu tjener han kassen på at sælge frække film på OnlyFans.

Betalingssiden OnlyFans er vokset ekstremt i popularitet de sidste par år. 

Flere og flere opretter en bruger i håbet om at tjene stort på at sælge erotiske billeder og videoer af sig selv, og selvom mange bliver skuffede over indtægten, så er der også mange, som bestemt ikke gør.

De, der formår at slå igennem, tjener nemlig kassen, og den tidligere paradiso, Daniel “Lone Wolf” Rosendahl, er tilsyneladende én af dem. 

Det påstår han i hvert fald selv. 

I podcasten ‘Marcus og Realitypanelet’ bliver han spurgt ind til, om han tjener mange penge på sin nye “hobby,” og det må han erkende, at han gør. 

Foto: Janus Nielsen for Viaplay/Viafree

“Ja, det gør jeg. Jeg tjente allerede et par månedslønninger efter to dage,” lød svaret således fra realitystjernen, som ikke vil give et præcist tal. 

Han vil dog gerne afsløre, at han har tjent “omkring” 100.000 kroner på én måned på at lave og sælge pornovideoer på OnlyFans. 

Og selvom beløbet lyder højt, så er det ingenting i forhold til, hvad andre og mere kendte brugere tjener. 

For eksempel har den tidligere blogger og realitydeltager, Fie Laursen, skabt sig en hel karriere i pornoverdenen, hvor hun blandt andet har brugt OnlyFans til at tjene store millionbeløb på rekordtid.