Her er navnene på de professionelle dansere, der går den 20. sæson af det populære program i møde.
Der har været spekulationer, hvisken i krogene og en utålelig lang ventetid.
Men nu kan Se og Hør bringe listen over ni af de 10 professionelle dansere, der atter engang skal kaste kendte danskere ud i de ti standart/latindanse.
Navnene på de toptunede dansere er:
– Mads Vad: Den dobbelte vinder skal atter engang kridte skoene, for 16. gang i karrieren.
– Jenna Bagge: Den smilende danser der har haft en fast plads siden sin debut i 2014, er klar til at trække i de lyserøde kjoler igen.
– Thomas Evers Poulsen: Tre sejre kan muligvis blive til fire, når veteranen atter engang knapper skjorten og binder slipset.
– Malene Østergaard: Sidste års vinder skal forsvare sin titel, når der endnu engang bliver budt op til dans.
– Asta Björk: To sejre og en andenplads ud af kun fem sæsoner. Det er en umanerlig god statistik der er svær at slå, men den islandske skønhed vil forsøge at vedligeholde det høje niveau igen i år.
– Camilla Dalsgaard: Måske bliver tredje gang lykkens gang, når den 32-årige danser for tredje gang deltager i det populære danseprogram.
– Morten Kjeldgaard: Nordjyden der allerede har én sejr samt tre andenpladser på sit navn, er klar til endnu en svingom.
– Damian Czarnecki. En af sidste års debutanter efterlod et stærkt indtryk blandt seerne sidste år – så nu skal han gengive den positive energi til efteråret.
– Karina Frimodt: To andenpladser og tre tredjepladser. Den rutinerede danser mangler fortsat at have en pokal på hylden – måske ændrer jubilæumssæsonen på det.
Plads til en mere
Indtil videre er ni navne offentliggjort ud af de 10 professionelle dansere, der på ny skal hive nye partnere ned i træningslokalerne. Blandt navne af kendte dansere fra tidligere sæsoner som ikke er nævnt, og som muligvis får den sidste ledige plads, finder vi:
– Michael Olesen: den 40-årige danser har allerede ét trofæ stående derhjemme, samt en lang række flotte placeringer igennem hans mange deltagelser.
– Eugen Miu: Sidste års debutant nåede ikke langt i programmet, men fik flotte ord med på vejen af dommerne, der roste hans koreografier.
Et kendt navn blandt danserne der dog ikke er at finde nogle steder, er Mille Funk. Østerbro-skønheden der gjorde sin debut i 2015 blev desværre også valgt fra i sidste års sæson, og det ser ud til at hun endnu engang må bruge sine fredage væk fra TV2-dansegulvet.
Det samme gør sig gældende for danseren Martin Reichardt der gjorde sin debut i 2018, og som ej heller var at finde blandt holdet af dansere sidste år.
‘Vild med dans’ anno 2023 bliver programmets store 20-års jubilæum. Der er premiere på TV 2 den 22. september.