DR-programmet får navnet ‘Stjerneklar’

Snart vil der være et nyt underholdningsprogram på vej til danskerne, da DR netop har offentliggjort lanceringen af programmet ‘Stjerneklar’, som vil blive sendt fra den 14. april.

Programmet vil give musikentusiaster og sangtalenter fra hele landet chancen for at hylde deres favoritidoler, ifølge en pressemeddelelse fra DR.

Modige danskere vil blive klædt ud og stylet fra top til tå, så de ligner deres musikalske idoler, hvorefter de skal optræde live med en af idolernes sange.

“Med ‘Stjerneklar’ ønsker vi at give de danskere, der har et stort sangtalent en platform til at hylde deres største idoler og fælles passion for musikken.” Og fortsætter:

“Det er et succesfuldt, britisk programformat, som vi nu har fået lov til at skræddersy til et dansk publikum,” siger Jan Lagermand Lundme, der er underholdningsredaktør på DR.

Deltagerene skal dyste i hold i konkurreren, om at lave den bedste optræden, hvor hvert hold består af tre personer, og i alt 60 danske sangtalenter vil have muligheden for at optræde som enten danske eller udenlandske musikere på scenen.

Bedømmelsen vil blive foretaget af fire kendte dommere, hvoraf DR har fået Medina til at deltage som en af dommerne. Barbara Moleko, Tinus og Nicholas Kawamura vil også være med ved dommerbordet.

Til at styre programmet har DR hyret en garvet vært. Joakim Ingversen skal være manden, der styrer slagets gang, når “Stjerneklar” løber over skærmen med otte programmer fredag klokkken 20.