Den danske cykelstjerne skifter ud.
I 2022 vandt Jonas Vingegaard for første gang verdens største etapeløb, Tour de France, og blev efterfølgende kåret som Årets Sportsnavn 2022 i Danmark. I 2023 lykkedes det på ny rytteren fra Glyngøre at krydse den ikoniske målstreg på Champs-Élysées i Paris og trække den gule trøje over hovedet som samlet vinder af Touren.
Udover at stå øverst på podiet i Tour de France og desuden vinde en fornem etapesejr i det ikoniske løb, så har Jonas Vingegaard stået øverst på skamlen i flere andre løb i 2023.
Den danske cykelrytter vandt Critérium du Dauphiné med to etapesejre undervejs. Han vandt med tre etapesejre samt pointtrøjen Baskerlandet Rundt. Vingegaard kunne ligeledes lade sig hylde som vinder af Gran Camiño , og derudover har Vingegaard vundet en etape i Paris-Nice og blev samlet nummer to i Vuelta a Espana.
Og om 2024 bliver endnu et succesrigt år for den ydmyge Glyngøre-dreng må vi vente at se.
Inden længe tages der i hvert fald hul på den nye sæson, og som så mange andre sæsoner, så er verdens største cykelløb endnu engang et af de helt store fokusser for det hollandske mandskab.
Men én ting bliver helt anderledes, når den danske cykelstjerne sætter sig til rette i sadlen.
Efter sit ægteskab med Trine Marie Hansen, har Jonas Vingegaard nemlig valgt at bytte sit eget efternavn ud med sin hustrus.
Det fremgår af UCI’s hjemmeside.
Fremover hedder den evigt populære cykelstjerne Jonas Vingegaard Hansen og ikke Jonas Vingegaard Rasmussen som før.