Nu er der ord fra kongehuset.

Et overraskende nyt fænomen har gjort sit indtog på TikTok:

Tre profiler, der tilsyneladende repræsenterer Det Danske Kongehus, har vakt opmærksomhed med deres indhold.

Med 35.000 følgere og over 700.000 likes på den største profil, kunne det synes, at kongefamilien har fanget de unges interesse på platformen. Men disse profiler er ikke, hvad de giver sig ud for.

Kongehusets kommunikationsafdeling har bekræftet over for B.T., at alle tre profiler er falske og ikke repræsenterer Kongehuset.

De tre TikTok-konti, der bærer navnet Det Danske Kongehus, bruger alle Kongehusets våbenskjold som profillogo, hvoraf én endda matcher farveskemaet fra Kongehusets officielle Instagram.

Den mest populære af disse falske profiler, ‘det.danske.kongehus’, efterligner nøje indholdet fra Kongehusets Instagram, med en tilsvarende rækkefølge af opslag.

Trods deres bestræbelser på at efterligne den officielle profil, er der klare indikatorer på, at disse TikTok-konti ikke er ægte. For eksempel indeholder profilen danskekongehus en video med titlen ‘Funny moments with queen Margrete’, ledsaget af en grinende emoji – et format og sprogbrug, der adskiller sig markant fra Kongehusets traditionelle kommunikation.

Endvidere deklarerer den tredje profil åbent, at den er en fanpage, og manglen på opslag om vigtige begivenheder såsom tronskiftet understreger yderligere, at profilen ikke er officiel.