Nu er der ikke længe til.
Vi kender Peter Ingemann fra en lang række programmer på TV 2.
Her har han blandt andet været vært på ‘Størst’, samt flere andre programmer – herunder ‘knallert-serien’.
Og nu kommer der snart endnu en sæson af sidstnævnte, denne gang under titlen ‘Ingemann og Østkysten’.
Der er premiere på den nye sæson af serien søndag den 5. maj kl. 20.00 på TV 2 og TV 2 Play.
Der venter mange spændende ting i den kommende sæson. TV 2 skriver blandt andet:
“Peter Ingemann tager på knallerteventyr op ad den jyske østkyst. Den tidligere slotsgartner Gert Jensen fortæller om sine højlydte diskussioner med dronning Ingrid, når Gråsten Slotshave skulle plantes. Æ Alsinges knallertklub eskorterer Peter ud til Mommark, hvor han prøver kræfter med den alsiske dialekt på et af klubbens rapnumre,” skriver TV 2 om programmet.
Er du fan af Peter Ingemanns ‘knallert-serie’, så er der dog desværre trist nyt. Denne sæson bliver den sidste i rækken. Det har Peter Ingemann tidligere delt på Facebook og Instagram.
“Det er absolut sidste omgang af ‘knallert-serien’… Thank God for det!!! (Er der måske nogen af jer som tænker).. Den halv-gamle, halv-sjofle, dumme boomer-mand fra Ry og med sin enormt grimme gule hjelm og jyske dialekt, ham skal vi HELDIGVIS ikke se på mere,” skrev Peter Ingemann i den forbindelse på sine sociale medier.