Fra i dag og de næste fire dage er kronprins Frederik regent, mens dronning Margrethe gør klar til – og kommer sig over – sin operation.
Det er en omfattende operation, dronning Margrethe skal igennem i morgen, onsdag 22. februar, og derfor har hun allerede nu givet sin førstefødte tøjlerne til Danmark.
Fra i dag har kronprins Frederik således taget over for sin mor og fungerer som regent. Det gør han til og med lørdag 25. februar, bekræfter Kongehuset over for BILLED-BLADET.
Det er altså kun fem dage, Frede er regent for Danmark i denne omgang.
For selv om dronningens rygoperation vil kræve længere genoptræning, er det planlagt, at hun bliver afløst indtil 26. februar, hvor kronprinsparret rejser til Indien på officielt besøg.
Hvem der derefter tager over, er endnu ikke meldt ud.
Udover kronprins Frederik kan også kronprinsesse Mary, prins Joachim eller prinsesse Benedikte træde til.
I de tilfælde betegnes de som rigsforstandere, mens kronprinsen er den eneste udover dronningen, der kan kaldes regent.
Længere genoptræningsforløb
Gennem en længere periode har Hendes Majestæt været ramt af problemer med ryggen, og i den seneste tid er situationen forværret.
Efter samråd med Rigshospitalets eksperter har Dronningen besluttet at gennemgå en større rygoperation, meldte kongehuset ud tidligere på måneden.
Efter operationen forventes et længere genoptræningsforløb, hvilket også er grunden til, at flere programpunkter i dronningens kalender er blevet udskudt, aflyst eller overtaget af et andet medlem af kongehuset.
I går satte kronprinsesse Mary ord på svigermors kommende operation.
“Man tænker selvfølgelig meget over det. Men hun er ved godt mod. Hun er megasej,” sagde kronprinsessen, da pressen mødte hende til uddelingen af Uddannelses- og Forskningsministeriets EliteForsk-priser.