Hvem bliver den nye Tinka?

På TV 2 har julekalenderen ‘Tinkas juleeventyr’ og de to efterfølgende julekalendre – også med nissen Tinka i hovedrollen (spillet af Josephine Højbjerg, red.) haft kæmpe succes.

Nu har talentfulde piger med en skuespiller i maven mulighed for at lande drømmerollen! Jagten er nemlig gået ind på at finde den pige, der skal spille den helt store hovedrolle som Tinka i Lion Musicals og Live Nations nye storslåede musicalversion af den populære julekalender TINKAS JULEEVENTYR. Den kommende Tinka vil blive en del af en stjernebesat opsætning med hele Danmarks Birthe Kjær, Szhirley, Johannes Nymark, Martin Bo Lindsten, Kasper Leisner og mange flere – med helt nye sange af Burhan G samt megahittet Tinka. TINKAS JULEEVENTYR får premiere den 21. november i Glassalen i Tivoli.

Det oplyser HAVE Kommunikation i en pressemeddelelse.

Produktionen søger en dygtig, sangglad pige på minimum 15 år med teatererfaring, der til audition i København i april skal kunne synge titelsangen Tinka fra TV2-serien foran bl.a. forestillingens instruktør Frede Guldbrandsen.

PR HAVE Kommunikation

Tinka, der i TV-versionen blev spillet af Josephine Højbjerg, er halvt nisse, halvt menneske. Hun er 15 år og enebarn og bor med sin plejemor Nille (som i musicalen spilles af Szhirley). Tinka er en modig, klog og en stædig pige med masser af humor. Hun kæmper for det, hun tror på, og for dem, hun holder af – men mest af alt ønsker hun at passe ind og være som alle andre.

Se det fulde opslag og tilmeld dig audition på: lionmusicals.dk/tinka/audition

Tilmelding skal ske senest den 2. april.

Fortællingen
Nissepigen Tinka er ikke som de andre nisser i Kongsby. Da hun får overrakt sin nisseamulet ved den årlige ceremoni som symbol på, at hun er en voksen nisse, skifter den ikke farve, som de andres. Her må hendes plejemor Nille gå til bekendelse og fortælle, at Tinka i virkeligheden er halvt nisse og halvt menneske.

Da rygtet spreder sig i Kongsby, bliver Tinka udstødt af de andre nisser, da de er overbevist om, at mennesker er farlige og upålidelige. 100 år tidligere blev nissernes julestjerne nemlig stjålet af et menneske, og sidenhen har nisserne ikke haft magiske evner. Derfor beslutter Tinka sig for at drage til menneskenes verden for at finde julestjernen, så nisserne kan få den tabte magi tilbage. Kun sådan kan hun igen føle sig accepteret i nissernes rige.

Rutineret hold bag scenen
Foruden Burhan G som komponist, i samarbejde med Sarah West, bliver det den Reumert-belønnede instruktør Frede Guldbrandsen, der får opgaven at vække Flemming Klem og Ina Bruhns fortryllende manuskript til live på scenen. Foruden store opsætninger som Røde Orm og Mirakel har Frede Guldbrandsen instrueret flere familiesucceser som Skammerens Datter 1 & 2, Hodja fra Pjort, Pinocchio og Brødrene Løvehjerte. Senest har Frede Guldbrandsen stået bag den anmelderroste publikumssucces Grease.

Læs alt om forestillingen og billetbestilling på www.lionmusicals.dk/tinka/koeb-billet