Her kan du se alle deltagerne til den kommende sæson af ‘Stjerner i trøjen’.
For tredje gang trækker 12 kendte danskere i uniform, når de skal kæmpe om at vinde ”Stjerner i trøjen”.
De bliver endnu engang ført gennem et prøvende og lærerigt forløb af oberst Dar Salim og kaptajn Jacob Riising, der styrer rekrutterne med hård hånd.
Det bliver Salim og Riisings fornemste opgave at transformere rekrutternes civile tankesæt, så de ikke længere bare tænker på “mig og mit”, men i stedet skal de omfavne korpsånden og fællesskabet og tænke i “vi og vores”.
Optagelserne til det populære Warner Bros. Discovery-program er netop begyndt.
Rekrutterne er i denne omgang skuespillerne Jan Linnebjerg, Sofie Stougaard, Jonas Schmidt og Adam Ild Rohweder.
Derudover møder vi reality-personlighederne Janni Ree, Jackie Navarro, Gustav Andersen Salinas og Frederik Fetterlein.
Slutteligt består holdet af rekrutter af DJ og model Nicoline Toft, sanger Nicky Rosendahl Russell, Patrik Wozniacki samt danseren Camilla Dalsgaard.
“‘Stjerner i trøjen’ er et af vores mest populære underholdningsformater, hvor der ikke bare er et stærkt konkurrenceelement, men også i høj grad er tale om et format, hvor der er plads til at udvise kammeratskab og eftertænksomhed. Det bliver helt sikkert spændende at følge vores 12 kendte rekrutter, og jeg er sikker på, at vi også denne gang får lov til at komme helt tæt på rekrutterne, mens Dar Salim og Jacob Riising fører dem gennem en række hårde udfordringer. Det plejer at føre til en række seværdige og stærke øjeblikke,” siger Pil Gundelach Brandstrup, Nordisk programdirektør, Warner Bros. Discovery.
I første sæson af ”Stjerner i trøjen” gik Tobias Hamann hele vejen, mens designeren Søren Le Schmidt triumferede i anden sæson.
Du kan følge med i tredje sæson af ‘Stjerner i trøjen’ på Kanal 5 og Discovery+ til efteråret.