‘De unge mødre’-deltageren og hendes kommende eksmand er umiddelbart alt andet end enige.

Natascha Linea vil ikke afsløre, hvornår hun har termin. Hun røber dog, det er i løbet af sommeren.

Det er knap og nap en måneds tid siden, at Natascha Linea kunne afsløre, at hun og hendes kommende eksmand venter tvillinger til sommer.

Dog skete det utænkelige. Kort efter braste kærligheden mellem de to, og den store overraskelse lød pludselig, at Natascha Linea og Matias skal skilles.

Aftalen var i første omgang, at Matias, som Natascha Linea også har sin søn Novah sammen med, skulle være en del af tvillingernes hverdag – og endda flytte til Mors for at være tættere på familien.

Dog tyder noget på, at det hele ikke er en glad og lykkelig skilsmissefamilie, som er ved at blive veletableret på Mors:

“Han ønsker ikke at være en del af det – en del af babyerne,” fortæller Natascha Linea til SE og HØR og uddyber:

“Han ændrer mening konstant. Først vil han gerne være en del af tvillingernes liv, og så vil han ikke – så vil han gerne med til fødslen, men så vil han alligevel ikke med.”

Det tidligere par har tidligere fortalt, at årsagen til at deres brud finder sted, er at de blot er vokset fra hinanden.

“Det er planen, at han skal være en del af tvillingernes liv. Han er velkommen her så tit, han har lyst til. Det er planen, han skal med til scanninger og fødsel og sådan. Vi er ikke uvenner. Det fungerer bare ikke,” understregede Natascha Linea i begyndelsen af marts.

Noget tyder dog på, at parret er nødsaget til at lægge nye planer.

Det var sammen med hendes ekskæreste Bent Flink og deres fælles datter Lia, at seere af realityhittet ‘De unge mødre’ i 2013 i første omgang fik bekendtskab med Natascha Linea.

Senere hen har den tidligere reality-deltager fået to yderligere børn – Novah, som hun har sammen med sin kommende eksmand Matias, og Miso sammen med ‘De unge mødre’-kollegaen David.

Nu har hun tvillinger på vej til sommer.