Inden længe går det løs med liveshows, og nu står det sort på hvidt, hvem der ser ud til ikke at trække det længste strå.
Så er det i aften, at X-Factor tager hul på det andet liveshow.
Og skulle du være blandt dem, der ikke har fulgt med indtil videre, så er det de tre dommere, Thomas Blachman, Kwamie Liv og det nyeste skud fra stammen Simon Kvamm, der skal kæmpe om sejren i dette års X Factor, når de store liveshows ruller over skærmen.
Og Danske Spil lægger ikke skjul på, at efter første liveshow, så er der én klar favorit til at forlade konkurrencen.
Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse.
Og nu har oddssætterne hos Danske Spil altså skiftet hest fra sidste fredag.
Der er nu en ny topfavorit til at vinde hele showet. Til gengæld er der ingen ændring i bunden. Oddssætterne forventer, at Rosita ryger hjem på fredag.
”Så fik vi endelig langt om længe set deltagerne i aktion på den store livescene, og det var den sidste brik, der manglede, før vi kunne danne os et bedre billede af de enkelte deltagere: Hvem er født til at stå der på scenen? Hvem har brug for at udvikle sig? Hvem har deciderede problemer med at optræde foran et publikum?” siger Mathias Reimer Larsen, oddssætter og X Factor-ekspert hos Danske Spil.
”Vi havde to gode eksempler på dette ved det første liveshow i fredags. På forhånd var Nambahlou en af vores klare favoritter til den samlede sejr, men hun havde tydeligvis problemer. Om det så var sangvalget eller nervøsiteten, der gjorde udslaget, så var det ikke en performance, der fik os op af stolen. Hun er derfor faldet markant i vores rangering: Før gav vi hende 20 procents chance for at vinde, nu vurderer vi at chancen er nede på kun syv procent,” siger Mathias Reimer Larsen.
”Clara var til gengæld et eksempel på det modsatte. Hun leverede aftenens bedste optræden og er dermed lige nu vores nye favorit til at vinde showet. Gruppen Sigalaz var også en positiv overraskelse for os og deres vinderchancer er også steget en del siden første liveshow,” siger Mathias Reimer Larsen.
”I den kedelige ende af spektret er der derimod ikke ændret på vores vurdering. Før det første liveshow var Rosita vores favorit til at ryge ud. Det er hun stadig. Rosita var i farezonen mod DiVERSE, hvor sidstnævnte måtte forlade konkurrencen – det kom faktisk ret meget bag på os, men vi tror ikke, at vi bliver overrasket på fredag. Vi er ret overbeviste om, at Rosita må forlade X-Factor på fredag. Vi forventer samtidig, at det er den sympatiske – nu tidligere – buschauffør, Henrik, som må med hende i farezonen. Han er nemlig vores anden favorit til at ryge ud på fredag,” siger Mathias Reimer Larsen.
Se med på TV2, fredag klokken 20.00 når andet liveshow løber af stablen.