Ifølge Thomas Villum er det en kæmpe dumhed at inddrage statsministeren.
Om få dage skal kronprins Frederik overtage tronen og dermed udråbes til konge.
Det er en helt særlig begivenhed, i særdeleshed fordi, at dronningen har abdiceret og selv har valgt at gå af som regent.
Filminstruktør Thomas Villum forstår derfor ikke, hvorfor det ikke er Hendes Majestæt, som udråber kronprinsen til konge, og dermed giver pladsen videre.
Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge Thomas Villum er det faktisk direkte en ‘kæmpe dumhed’, at det i stedet er statsminister Mette Frederiksen, som skal udråbe kronprins Frederik, som Danmarks nye konge.
“Dronningen har taget en voksen og alvorlig beslutning og bryder noget, vi ikke har gjort før. Så sidder en masse moderne mennesker og synes, det er fedt. Kongehuset er moderne. Så begår man en kæmpe dumhed og inddrager hende. Dronningen skulle selv gøre det,” lyder det fra filminstruktøren.
Han uddyber også, at han mener dronningen burde gøre det, da hun stadig er i live og dermed har muligheden for at gøre det.
Da dronning Margrethe overtog tronen efter sin far tilbage i 1972, var det dengang statsminister Jens Otto Krag, som udråbte dronning Margrethe som dronning og Danmarks regent.
Statsministeriet har til DR skrevet, at det er i overensstemmelse med dansk tradition og en statsskik, at den til hver en tid siddende statsminister proklamerer tronskiftet.