En ung kvinde er overbevist om, at hun er den britiske pige, som forsvandt fra en familieferie i 2007.
– Jeg tror, jeg er Madeleine McCann.
Sådan lyder det fra en ung kvinde ved navn Julia Wendell, som er gået viralt på sociale medier.
Her har hun delt adskillige billeder af sig selv og den britiske pige, der forsvandt fra en familieferie i Portugal tilbage i 2007, fordi hun er overbevist om, at hun er hende.
Det skriver News.com.au.
Julia Wendell er fra Polen og er 21 år gammel.
Hun har oprettet en Instagramprofil under navnet “I am Madeleine McCann“, og her hævder hun altså ved hjælp fra billeder, at hun er den forsvundne pige.
Madeleine McCann fra Leicestershire i Storbritannien forsvandt fra sine forældres ferielejlighed i Praia da Luz den 3. maj 2007.
Hun var tre år gammel dengang, hvilket betyder, at hun er 19 år i dag, såfremt hun stadig er i live.
Det mener tyske politiefterforskere dog ikke, at hun er. De har i hvert fald anholdt den pædofile Christian Brueckner, som – de mener – har dræbt den lille pige.
Dette ændrer dog altså tilsyneladende ikke på Julia Wendells overbevisning.
Artiklen fortsætter efter opslaget…
I en video har hun fremvist mærker på sin krop, som hun mener stemmer overens med mærker på Madeleine McCanns krop.
Hun har sågar fremvist billeder af sit smilehul, der ifølge hende beviser, at de to ligner hinanden på en prik, ligesom de begge lider af colobom, som er en medført misdannelse i øjet.
Julia Wendell er blot én blandt mange, der gennem tiden har påstået at være den forsvundne Madeleine McCann.
Hun nægter dog at påstå det i forsøget på at få opmærksomhed, og hun understreger videre, at hun er klar til at tage en DNA-test for at bevise sin påstand.
Ifølge hende selv kan hun ikke huske sin barndom, og hendes forældre har ingen billeder af hende som barn.
Madeleine McCans forældre har ikke udtalt sig om Julie Wendells påstande, men en kilde tæt på parret udtaler til Daily Star, at de har fået kendskab til hende, efter hun er gået viralt.
Kilden siger angiveligt videre, at familien “ingen chancer tager og er klar til at undersøge det nærmere”.
– De er villige til at kigge på alle ledetråde. Pigen ligner helt sikkert (Madeleine McCann, red.). Det kan man ikke nægte, lyder det fra kilden.