Nu er der nyt om premieredatoen for den sidste sæson af hit-serien.
Badehotellets mange fans har måtte vente længe, på at den 10. og allersidste sæson, snart ruller over skærmen. Men nu nærmer det sig endelig.
TV 2 har tidligere meldt ud, at serien får premiere søndag 3. marts på TV 2 Play og søndag 10. marts på TV 2.
Men nu lyder der en ny melding fra TV 2, som også ændrer premieredatoen for den yderst populære serie.
“I den tiende og sidste sæson er vi nået til sommeren 1946. Den tyske besættelse er fortid, og gæsterne ankommer fulde af optimisme og lyst til at vende tilbage til den ubekymrede tid før krigen. Men alle skår er ikke klinkede, og pludselig befinder det lille hotel sig i et skæbneår, hvor gæster og ansatte er nødt til at stå sammen, hvis ikke det, de holder allermest af, skal gå tabt. ’Badehotellet’ sæson 10 får premiere på TV 2 Play og TV 2 søndag 3. marts,” sådan skriver TV 2 om Badehotellet i en pressemeddelelse, hvor de også tilføjer, hvorfor premieredatoen er ændret fra den 10. marts til den 3. marts.
“TV 2 ensretter fremover alle premieredatoer, så det er tydeligere for seerne, hvornår nye programmer har premiere på både streaming og flow-tv. Det betyder, at flere programpremierer fremrykkes og publiceres samme dag på tværs af platforme. Nyt indhold kan dog fortsat som udgangspunkt ses fra morgenstunden på TV 2 Play,” lyder det i pressemeddelelsen.
Derfor er der altså glædeligt nyt til de mange fans, som nu har fået forkortet ventetiden.