Nu kommer den danske komiker med en stor afsløring.
Der er gået over to år, siden at Thomas Warberg sidst stod på scenen i Ny Ridehus på Grønnegades Kaserne Kulturcenter.
Det var med hans seneste onemanshow, der pga. den tumultariske coronasituation nåede at blive udsat hele to gange, inden han endelig kunne stå foran publikum i Næstved. Men hold nu fast, der er sket meget siden!
Pandemien er ovre, Europa er i krig og Thomas har fået konstateret forhøjet kolesteroltal.
Ikke alene dét, men han har gudhjælpemig også ufrivillig vandladning, er begyndt at se reality, har været på Noma, fået nyt badeværelse, og så er han begyndt at tænke på, at han måske er halvvejs i livet, og er alting egentlig blevet som det skulle? Hvad er meningen?! Er han den bedste udgave af sig selv?!? Er samfundet?!?! BURDE DET HELE I VIRKELIGHEDEN VÆRE MEGET BEDRE?!?!? ÅH GUD!!
Vent!
Er det måske ikke bedre, at vi bare mødes og får grinet lidt af det hele? Og nå ja… Så er han vist også blevet far.
’Du har det ikke fra mig’ bliver Warbergs femte onemanshow i rækken, og følger i kølvandet på ’Et storslået menneske’, ’Perfektion, overskud, og andre lorteord’, ’Comedy Tour 16’ og ’Comedy Tour ’14’, der alle høstede 5- og 6-stjernede anmeldelser.
Seneste onemanshow udløste også en velfortjent nominering af Thomas Warberg som Årets Komiker til Zulu Comedy Galla 2022, skriver Grønnegades Kaserne Kulturcenter i en pressemeddelelse.
Billetsalget til showet i Thomas Warbergs show den 24. februar 2024 i Næstved er netop startet på www.gkkultur.dk.