Der bliver skiftet ud i værtsstolen, fortæller den spændte skuespiller der snart sætter sig til rette for kollegaen
Hvis du er blandt de mange danskere, der med glæde har lytte til DR-podcasten ‘Verdens bedste film’, så vil du blive præsenteret for en ny stemme i fremtiden.
Det skyldes, at skuespiller Nicolaj Kopernikus har overtaget mikrofonen fra sin skuespillerkollega Claes Bang. Derfor er det ham, der fremover er vært på den populære podcast.
Den 55-årige skuespiller har selv afsløret, at han har overtaget værtsrollen med et opslag på det sociale medie Instagram.
Nicolaj Kopernikus er især kendt fra film og serier som ‘Forbrydelsen’ og ‘Klassefesten’. Nu han kan også skrive podcastvært på CV’et, da han allerede har overtaget mikrofonen fra Claes Bang.
Indtil videre er der blevet produceret 18 afsnit af DR-podcasten. Her er det Claes Bang, der har stået i spidsen og har fungeret som vært.
Nu er han dog klar til at give stafetten videre til Nicolaj Kopernikus, og han håber naturligvis, at folk vil lytte med i de kommende afsnit.
“Håber, I vil lytte med mange uger frem. Det er gode film og dejlige mennesker. Det garanterer jeg for,” skriver han i sit opslag på Instagram.
Det er en podcast med et meget enkelt koncept. Værten inviterer branchefolk forbi studiet, hvor de får sig en snak om, hvad deres bud er på verdens bedste film.
Tidligere har de ifølge Ritzau haft besøg af skuespillerinde Ghita Nørby, hvor hun pegede på Lars von Triers ‘Dogville’. Producer Peter Aalbæk Jensen har også gæstet studiet, hvor han pegede på Stanley Kubrick-klassikeren ‘A Clockwork Orange’.
I det første afsnit med Nicolaj Kopernikus som vært, har han fået besøg af filminstruktøren Amalie Næsby Fich. Deres samtale tager afsæt i animationsfilmen ‘Find Nemo’.