Det franske cykelløb Paris-Nice er netop skudt i gang, og den danske Tour-vinder vakte opsigt ved etapestarten.
Den 26-årige Jonas Vingegaard tager ingen chancer, når det kommer til hans cykelfysik, som han nu gør alt for at passe på.
Det stod tydeligt klart, da cykelrytteren stillede til start ved første etape af Paris-Nice.
Ifølge TV 2, var Vingegaard den eneste, som trillede ind i startområdet iført mundbind.
Faktisk så bemærker mediet, at sportsstjernen fra Glyngøre var den eneste rytter i hele løbet, som har taget den forholdsregel.
“Det er for ikke at blive syg. Det er koldt, og der er stadig corona og en chance for at blive syg. Så jeg vil hellere tage en maske på nu. Man kan stadig blive syg, men jo mindre risikoen er desto bedre,” siger han til TV 2 SPORT.
Hele ti danskere stiller altså op i Paris-Nice, blandt andet Magnus Cort, Mads Pedersen og Mattias Skjelmose.
Jumbo-Visma tester ifølge TV 2 deres ryttere for corona før hver etapestart. Det gør UAE Team Emirates, hvor Tadej Pogacar er rytter, for eksempel ikke.