‘Det er et meget dybt spørgsmål’ lyder kommentaren fra Tour-vinderen
I årets Tour de France, hvor den danske stjernerytter, Jonas Vingegaard, skal forsøge at forsvare sin gule trøje fra sidste år, har der allerede været hård kamp mellem danskeren og hans evige rival, Tadej Pogacar.
Igen i år er det ifølge bookmakerne en vaskeægte gyser mellem danskeren og sloveneren, da de fra løbets start begge har været suveræne favoritter sammenlignet med Tourens øvrige ryttere.
Duellen mellem de to lader til at være meget tæt, og i skrivende stund, er der 17 sekunder fra danskeren og ned til konkurrenten.
Når man er blandt de helt store favoritter til at vinde det prestigefyldte løb, så er der flere forpligtelser, der følger med.
En af forpligtelserne er at svare på et utal af spørgsmål i forbindelse med interviews og pressemøder.
Og netop et spørgsmål, Jonas Vingegaard fik på et pressemøde efter løbets 11. etape, efterlod ham tom for ord.
Sådan skriver Ekstra Bladet.
“Det er et lidt underligt spørgsmål, men der er en fransk journalist, der har beskrevet dig som en karakter, der har muligheden for at være i verden. Hvad mener du om det?”, lød spørgsmålet til den danske verdensstjerne, der blev slået helt ud af kurs:
“Hvabehar? Hvad for noget? Jeg ved ikke engang, hvad det betyder. Muligheden for at være i verden?? Det er et meget … hvordan siger man det? Det er et meget dybt spørgsmål”, svarede Jonas Vingegaard, der havde svært ved at finde et passende svar.
Det dybe spørgsmål fik både danskeren og resten af de tilstedeværende til at tage det uortodokse spørgsmål med et smil på læben, hvorefter de fortsatte pressemødet.