Mandag befinder verdens mest magtfulde mand sig i en by, som er ved at blive bombarderet af russiske bomber.
Ukraine har været plaget af krig i snart ét år, og mange af Vestens statsoverhoveder har derfor været i landets for at se de krigsramte området med deres egne øjne og for at tale med landets præsident, Volodymyr Zelenskyj.
USA’s præsident, Joe Biden, har dog endnu ikke været i landet… Indtil nu.
I dag, mandag, er han nemlig blevet observeret gå side om side med Zelenskyj i Kyiv.
Det skriver TV2 og flere internationale medier.
Hverken Ukraine eller USA har bekræftet det uanmeldte besøg, men billederne taler altså for sig selv, og det passer da også belejligt med, at Biden har et planlagt besøg i Ukraines naboland Polen fra d. 20. til d. 22. februar.
Bomberne falder om ørerne på Biden
Bidens besøg falder uheldigvis sammen med, at luftalarmerne i Kyiv er gået i gang.
Sådan lyder det fra TV2’s udsendte, Rasmus Tantholdt, som fortæller, at det er en “dramatisk situation, at luftalarmerne går, mens en så vigtig person besøger Kyiv.”
Luftalarmerne betyder nemlig, at russerne affyrer missiler.
Ifølge Tantholdt er der netop derfor stor signalværdi i, at Biden befinder sig i byen.
“Det er noget, der vækker helt utrolig stor opsigt her i Kyiv. Folk er meget, meget begejstret for, at han viser sig. Det sender et kraftigt signal til Putin, at den mand, der kræver det største sikkerhedsopbud i hele verden, han besøger Ukraine,” har Tantholdt således udtalt.