Hitmageren har haft rigeligt at juble over det seneste år – og nu har han endnu en grund til at hæve armene i vejret.

Lørdag den 12. august blev en ‘stor mand’ endnu større.

Andreas Odbjerg, der har brilleret på hitlisterne og festivalscenerne de seneste par år, kunne nemlig følge sin nye brud, skuespillerinden Sabrina Ferguen, ned af kirkegulvet.

Det afslørede den 35-årige popsanger selv på hans officielle Instagram-profil.

’12/08/23. Bedste dag i mit liv’ skrev Odbjerg i billedteksten, hvor han ses med hans hustru i den danske natur.

Tidligere kunne Her&Nu bringe den glædelige nyhed om at sangeren havde været på knæ for kæresten juleaften i 2021.

– Andreas var nede på knæ juleaften, og jeg har aldrig set ham så nervøs før. Det var det nemmeste ja, fortalte Ferguen til mediet blot få uger senere.

Parret havde valgt at holde informationer om den store dag tæt på kroppen, men på årets Smukfest kunne Martin Brygmann selv dele den store nyhed med de tusindvis at glade gæster, der befandt sig ved Bøgescenen.

– Andreas skal spille på Bøgescenerne på søndag, og så skal han giftes i næste uge, fortalte humørsprederen Brygmann i mikrofonen.

Du kan se billedet af det nygifte par her: